Hellerup bydelscenter ligger i den sydøstlige del af Hellerup bydel langs Strandvejen fra Øregårds Allé i nord til Tuborg Havnevej i syd og er (eksklusiv vejareal) ca. 19 ha.
Bydelscentret er det største af kommunens 6 bydelscentre og består hovedsagelig af en høj og sluttet randbebyggelse langs Strandvejen, der danner et langstrakt gaderum med et lettere snoet forløb med tilhørende sidegader.
Bygningerne er opført som beboelsesejendomme i 3½ til 5½ etage med butikker i stueetagen og de bagvedliggende funktioner i stueplan har givet større og anderledes dimensioneret vinduesarealer end bygningernes øvrige vinduer. Mange af facaderne er opført i blank eller pudset mur med eller uden udsmykninger i form af ornamentering, og flere steder fremtræder stueetagen i pudset mur og med anden farvesætning og materialer end etagerne over.
Bydelscentret opleves som en harmonisk tæt bebyggelse i 3½ til 5½ etages bygninger med undtagelse af den sidste vejstrækning mod syd ved Tuborgområdet, hvor vestsiden af vejen ligger i Københavns kommune, og i den nordlige ende, hvor der mod øst udelukkende er lav bolig bebyggelse.